tirsdag den 23. juni 2015

                                                             Blomsterkranse
Idag er det Sankt Hans aften. I gammel tid fejrede man denne aften som en fest for lyset-nærmere bestemt ved sommersolhverv som ligger et par dage tidligere. Det er i disse dage, at solen er fremme flest timer i døgnet. Det var også på denne tid, at kloge koner før i tiden samlede mange af deres urter, for man mente, at urterne netop i disse dage havde en helt særlig kraft. Når unge piger i Sverige binder kranse i håret udspringer det også af den gamle tro på, at når lyset vinder frem, er alt i naturen ladet med magi og ved at samle en krans om hovedet kunne man fange magien og bruge den i den kommende vinter. Jeg synes det er en dejlig tradition at lade sig inspirere af.
Herunder er det billeder fra sommerfestens blomsterkranse i min søns Rudolf Steiner børnehave.

















mandag den 22. juni 2015

Fødselsdagsinvitationer

I min søns børnehave er skattejagt en obligatorisk del af enhver fødselsdag med respekt for sig selv. Da vi skulle lave invitationer til børnefødselsdagen, fandt vi derfor på at udforme dem som flaskeposter. Og da børnene fredag eftermiddag fandt en hemmelig flaskepost fra en strandet søhulk på deres plads i garderoben, gav det ifølge forældrene inspiration til mange søslag weekenden over.


tirsdag den 16. juni 2015


"Hvor hylden ej vil gro, kan mennesket ikke bo"


Dette er en talemåde fra gamle dage, hvor man mente at hyldetræet var fuld af magi og i stand til at beskytte hjemmet. Man plantede derfor ofte et hyldetræ tæt på sit hus og mente,at der i træet boede en gammel dame,  en skytsånd: Hyldemor.
Hver sommer sætter Hyldemor hvide duftende blomster overalt på sin grønne dragt. Det siges, at man altid bør spørge hende om lov, før man plukker blomsterne og får man ja, er det uendeligt mange lækkerier, der kan laves deraf.




Hyldesaft:

50 blomsterskærme
3 økologiske citroner
3 spsk citronsyre
2 kg rørsukker
2 liter vand

Ryst blomsterskærmene fri for små dyr og kom dem i en stor  gryde.
Skær citronerne i tynde skiver og læg dem herefter ovenpå blomsterskærmene. Kom citronsyre og sukker i gryden og hæld de to liter kogende vand over det hele. Rør indtil sukkeret er opløst. Skal stå under låg på et køligt sted i tre dage. Rør jævnligt. Blandingen sies herefter i en sigte og er klar til at blive hældt på flasker. Opbevar saften i køleskabet. Hvis man ønsker det, kan sukkeret erstattes af honning.